.Henrik


31. aug 2007 16:08

Tafiti beta

Microsoft har, som det sikkert er en del bekendt, lanceret en beta version af deres Tafiti website. Et website der har fået mange positive kommentarer med på vejen - lige fra det afdæmpede "nice" til det mere imponerede "mindblowing".

Microsoft betegner selv Tafiti som "an experimental search front-end from Microsoft, designed to help people use the Web for research projects that span multiple search queries and sessions by helping visualize, store, and share research results". Det lyder jo umiddelbart ganske imponerende. I videoen First Look: Microsoft Tafiti beskrives Tafiti som værende en demonstration af Silverlight teknologier.

Tafiti er implementeret ved hjælp af Silverlight 1.0 RC og AJAX og bygger rent søgemæssigt på Live Search. Det er altså ikke nye typer søgninger eller bedre resultater, Tafiti søger at stille til rådighed.

Jeg synes, at Tafiti er ret lækkert rent visuelt, men hvis man ser på brugerinteraktionen, er der en række elementer, som jeg har et mere nuanceret syn på. Her følger en lille liste over nogle af de små og store kvababbelser, jeg har i forbindelse med Tafiti.

Det tager dræbende lang tid at loade siden - ikke et godt udgangspunkt for en søgemaskine -men heldigvis kan man da i det mindste indtaste søgninger inden hele siden er færdig med at loade. Kan man ramme tekstboksen når den kommer flyvende kan man endda indtaste tekst i den inden den er kommet helt på plads i venstre siden, hvilket dog giver et ret pudsigt resultat (prøv det ;^)

Inaktiv pynt optager en uforholdsmæssig stor del af siden, hvilket begrænser mængden af relevant information unødigt. Et eksempel på dette er søgeboksen, der er placeret midt i et lettere ældet stykke linjeret papir. Har man lavet flere søgninger kan man ganske vist bladre tilbage i disse, men man kan tilsyneladende ikke hoppe vilkårligt. Specielt intuitivt synes jeg ikke, at det virker, og det fylder under alle omstændigheder uforholdsmæssigt meget.

Tafitis søgetekstboks

I venstresiden er der placeret en karrusel, hvor brugeren kan skifte mellem at se resultater inden for en række indholdskategorier: Web, images, news, feeds og books. Selve kontrollen er rigtig flot og lækkert lavet - sådan en kontrol må jeg da have lavet engang ved lejlighed. Men klikker man på en kategori, der ikke ligger lige før eller efter den kategori man p.t. har valgt, skifter man ikke direkte til den valgte side, men går via den mellemliggende kategori, hvilket betyder at et kategoriskifte dels tager uforholdsmæssigt lang tid dels virker voldsomt forstyrrende rent visuelt. Flot kontrol - dårlig anvendelse.

Tafitis karruselkontrol

Udover selve søgeboksen er der endnu en tekstboks: "filter these results". Om det bare er mig, der er forudindtaget, ved jeg ikke, men mit umiddelbare gæt på effekten af at indtaste en tekst i denne tekstboks ville være, at man fik returneret de sider i Microsofts database, der både indeholdt teksten i selve søgeboksen og som samtidig indeholdt teksten i filter-tekstboksen. Det er dog ikke tilfældet - det ser i stedet ud til, at tekst i filter-tekstboksen kun matches op imod den tekst, der aktuelt står på Tafitis resultatside. Ret ubrugeligt vil jeg mene, og jeg tvivler på, at det vil være det, de fleste brugere vil gætte på - men jeg kan jo tage fejl.

Venstre sidens hylde med link-stakkene, hvor man kan gruppere en række links for så eksempelvis at maile dem som en gruppe, er i sig selv faktisk en rigtig god idé. At man kun kan se stakkens label når man flytter musen henover stakken, og at stakkens ikon er en stiliseret webside fremfor en thumbnail af eksempelvis den første webside i stakken virker dog en tand for halvhjertet. Den grundlæggende idé kunne i det hele taget sagtens trækkes meget længere end den er blevet.

Det såkaldte Tree View forstår jeg simpelthen ikke. Hvordan en rodet præsentation af links og en klodset og tung navigation skulle være en fordel, når man skal navigere i et søgeresultat går ganske enkelt hen over hovedet på mig. Sorry...

Tafiti Tree View

Man kan ikke scrolle søgeresultaterne ved hjælp af musens scroll wheel, hvilket i sig selv er rimeligt irriterende; men sammenholdt med at et klik på linket til flere søgeresultater ("More..." ) ikke automatisk scroller listen, betyder det, at det er særdeles besværligt at gå en lang liste over søgeresultater igennem.

Det er måske ikke helt fair af mig at slå på en betaudgave af et website - der er jo en grund til, at man opererer med betaversioner. Så længe problemerne bliver fikset, inden den endelige udgave af Tafiti bliver tilgængelig, er der ingen ko på isen. Men hvis Tafiti skal blive til et nyttigt alternativt user interface til Live Search, tror jeg næppe, at Microsoft kan nøjes med at rette simple fejl. Hvis man i stedet blot betragter Tafiti som en demonstration af mulighederne i Silverlight, er der til gengæld flere ret gode detaljer, som jeg sagtens kunne lade mig inspirere af. Silverlight teknologien er (ihvertfald i den .NET baserede version 1.1 af teknologien) under alle omstændigheder en meget attraktiv teknologi.

Microsoft har helt sikkert ret i, at søgninger og organisering af resultater er noget, der sagtens vil kunne nyde godt af et mere visuelt baseret interaktion. Tafiti er efter min mening til gengæld ret langt fra at indfri dette behov ... måske burde man selv kaste sig over det ;^)



Abonnér på mit RSS feed.   Læs også de øvrige indlæg i denne Blog.