Så er PDC så småt ved at varme op. Alle deltagere, som jeg har snakket med indtil videre, er meget spændte på, hvad ugen vil bringe: Hvad er det Microsoft har i posen til de næste versioner af .NET frameworket, Visual Studio, SQL Server og Windows? Jeg er absolut ikke selv mindre spændt. Men min spænding er nok af en noget andet form end de fleste andre deltageres. Eftersom jeg dels har været i Seattle som reviewer af næste version af .NET frameworket (kendt under kodenavnet Whidbey), dels er alfa/beta tester på både .NET frameworket og SQL Server (med kodenavnet Yukon), er der nok ikke så store overraskelser i vente for mig mht. disse produkter. Men selv om min begejstring nok ikke i første omgang kommer til at gå på, at jeg kommer til at høre om en for mig masse nye og ukendte features i frameworket, er jeg sikker på, at jeg nok skal blive meget begejstret alligevel. Det har igennem de seneste måneder været svært ikke at måtte fortælle om de nye features, men det er jo vilkårene, når man er reviewer og betatester. Afholdelsen af PDC i denne uge gør, at jeg nu på linje med de andre, der har været med i beta-processen, må begynde at fortælle om de nye features i artikler, foredrag og kurser. Der er stadig nogle enkelte ting, som vi skal holde for os selv, men langt størstedelen af den nye software, der er på vej, er efter PDC at opfatte som helt offentlig viden, som må deles med andre – så jeg har altså mine helt egne grunde til at glæde mig til ugens program!
Nu skal det på ingen måde forståes sådan, at jeg mener at have komplet check på alle de nye features i de nævnte produkter – det er i sandhed langt fra tilfældet. Der er kommet så mange nye features og sket så mange fundamentale ændringer, at det kommer til at tage meget lang tid, før man får et nogenlunde overblik over bare de vigtigste. Det gælder ikke mindst for næste version af Windows operativsystemet (kendt under kodenavnet Longhorn), som jeg endnu kun kender på et overordnet niveau. Af de nye produkter er det dog også det, der har den længste tidshorisont – Whidbey og Yukon er til gengæld noget tættere på at blive en realitet - en realitet som man så småt kan begynde at forholde sig til i praksis. Disse to produkter - der vil blive lanceret i samme "timeframe" – vil være færdige om ca. et års tid (med al den usikkerhed en sådan angivelse indebærer).
Man kan godt mærke at .NET er blevet en udbredt og vigtig platform – en platform som udviklere er ægte interesseret i fremdriften af. Ved PDC i Orlando i 2000 hvor Microsoft for første gang offentligt fortalte om den dengang kommende platform, var vi en særdeles begrænset men naturligvis udsøgt håndfuld danskere, der var draget over Atlanten for selv at tage den nye, fremtidige udviklings- og afviklingsplatform i øjesyn. I år er der draget ca. 80 danskere af sted til Los Angeles; og selv om godt halvdelen er Microsoft-ansatte vidner væksten trods alt om, at .NET platformen er blevet en vigtig del af mange virksomheders centrale udviklingsstrategi. Samværet og diskussionerne med de andre deltagere på PDC er i øvrigt også noget, der står meget højt på listen over det udbytte, som jeg helt sikkert vil få med hjem fra Los Angeles.
Jeg vil i de kommende dage forsøge her i bloggen kort beskrive de vigtigste og mest interessante nyheder. I skal nok ikke forvente de helt store dybdegående afhandlinger - vi har et hårdt program hele ugen med både faglige indlæg og sociale aktiviteter - et program der ikke levner megen ekstra fritid - men også et program der gør, at jeg glæder mig - og som gør, at jeg allerede føler mig begejstret...
|