Hoved-keynoten mandag formiddag satte temaet for PDC 2003. Egentlig bestod keynoten af to mere eller mindre selvstændige keynotes. Den første (del) stod Bill Gates for. Hans budskaber indeholdt ikke de store overraskelser: Det drejede sig i høj grad om Microsofts ”commitment” på sikkerhedsområdet: At Microsoft vil gøre deres yderste for at skabe en sikker og stabil platform for udvikling og afvikling af applikationer. At dette budskab var en væsentlig del af Bills keynote hænger naturligvis sammen med, at Microsoft rent faktisk bruger enorme ressourcer på teknisk set at højne sikkerhed og stabilitet, men også at det kræver lang tid og store ressourcer at kommunikere dette sikkerhedsbudskab ud til Microsofts brugere, kunder og partnere. Et eksempel som han gav på dette var, at den optionelle fejl-rapportering man kan foretage, når en applikation går ned, havde vist, at specielt ”kreative” drivere til video-kort var skyld i en uforholdsmæssig stor andel af programmers nedbrud. Microsoft har derfor indledt et tættere samarbejde med leverandører af grafik-kort med det formål at skabe mere stabile video-drivere. Det er i sig selv naturligvis meget positivt, hvis et tættere samarbejde med tredjeparts-leverandører kan skabe mere stabile systemer, men det understreger også at det kræver nye og øgede initiativer, hvis målet om stabile applikationer og services skal nås – det er ganske svært at garantere, at alle applikationer og komponenter i et åbent og fleksibelt system som Windows til enhver tid opfører sig korrekt, men det er helt sikkert positivt, at Microsoft har fokus på det.
Udover at understrege Microsofts sikkerhedsfokus satte Bill Gates også udviklingen af softwareplatforme ind i et historisk perspektiv – denne historiske perspektivering skete bl.a. ved hjælp af en fabelagtig morsom kortfilm – med en række af ”interviews” af kendte personer – bl.a. Altair-entusiasten Bill Gates og internet-specialisten Bill Clinton.
Indholdet af Bill Gates keynote var forventeligt, betimeligt og underholdende. En solid præstation - men uden de store nyheder og overraskelser.
|