Microsofts næste operativsystem (som går under kodenavnet LongHorn) består af en række forskellige services (samlet kendt som WinFX), hvoraf de mest omtalte er WinFS, Avalon og Indigo.
Der har indtil nu været et noget usikkert budskab omkring, hvilke services og features der vil blive tilgængelige på hvilke operativsystemer, men det har bl.a. været nævnt, at Indigo ikke ville blive begrænset til Longhorn. Microsoft vil i dag offentliggøre, at planen nu er at Avalon og Indigo også ud over Longhorn vil blive tilgængeligt på både Windows XP og Windows 2003 Server.
Denne beslutning er fra både udvikleres og brugeres synspunkt en rigtig god nyhed, der gør at de fremtidige applikationer, der udnytter disse avancerede services vil få en hurtigere og bredere udbredelse end tilfældet ville være, hvis Avalon og Indigo var begrænsede til Longhorn.
Til gengæld har Microsoft besluttet, at releasen af Longhorn ikke kommer til vente på færdiggørelsen af WinFS – eller udtrykt på en anden måde: WinFS når ikke at komme med i den første Longhorn release (som bliver Longhorn-klienten). Det er jo desværre i sig selv ikke en specielt god nyhed. Det kan iøvrigt forventes, at ved lanceringen af Longhorn er WinFS i beta-stadiet.
Longhorn er nu planlagt til at komme i 2006 – et årstal der også tidligere har været nævnt i forbindelse med Longhorn, men på den anden side har jeg lige som sikkert mange andre haft en ide om, at den endelige dato sagtens kunne ende med at ligge engang i 2007. Og set fra det synspunkt er det absolut positivt, at planen nu er, at vi får i hvertfald en del af kommende features uden at skulle vente på at de alle sammen bliver færdige – og før end jeg egentlig havde forventet.
Om man samlet set betragter de nye planer som en positiv eller en negativ nyhed afhænger jo nok af, hvilke Longhorn services og features man har mest fokus på. Personligt synes jeg, at det er lidt svært at vurdere de nye planer, så længe man ikke har set præcis, hvilke features der kommer med under hvert af de tre hovedområder, men på et overordnet plan tror jeg, at det vil have en positiv effekt, at vi får en hurtigere lancering af en række vigtige services – også selv om det måske betyder, at vi ikke får hele visionen med i første huk.
|